Er du spændt i Solar plexus?
Opdateret Juni. 2025 af Karina Højgaard.
Oplever du et spænd i solar plexus?
Måske mærkes det som en uro, en følsomhed eller en indre sammentrækning – som om noget lukker sig eller spænder op lige der, hvor brystet møder maven.
For nogle føles det næsten som en lille kugle eller en tennisbold, der ligger og blokerer for åndedrættet og bevægelsen indefra.
Måske kan du ikke helt trække vejret frit og dybt – eller måske føles det bare, som om noget holder igen, uden at du helt ved hvorfor.
Oplevelsen af et spændt Solar plexus?
Vi mærker alle spænding forskelligt i kroppen – og derfor føles spænding i solar plexus også vidt forskelligt fra menneske til menneske.
Når der opstår muskulære spændinger i området omkring solar plexus og mellemgulvet, kan det føles både komprimeret og fastlåst. Mange beskriver det som en tæt, trykkende fornemmelse – som en indre kugle, der blokerer for bevægelse og gør det svært at trække vejret frit. Åndedrættet bliver ofte mere overfladisk, fordi diafragma – vores vigtigste åndedrætsmuskel – ikke får plads til at bevæge sig.
Et låst solar plexus kan sætte sig som spændinger i maven, som ømhed, tryk eller en følelse af uro og indespændthed. For nogen føles det som at kroppen holder vejret indefra.
Set med kropsterapeutiske øjne er solar plexus et sårbart og kraftfuldt område – et felt, hvor vi bærer mange følelser, ofte ubevidst. Her bor temaer som kontrol, præstation og frygt, men også vores oplevelse af selvværd, indre styrke og følelsen af at være god nok, elskelig, værdifuld.
Alle mennesker oplever over- eller underspænd i dette område gennem livet. Det er naturligt. Og det er muligt at møde spændingen med nærvær, blidhed og nysgerrighed.
Mine behandlinger tager altid udgangspunkt i det, du kommer med – og hvordan din krop mærkes netop nu. Der er ikke én tilgang, der passer til alle. Vi arbejder i dit tempo, og med det din krop kalder på.